Planteleksikon

Vilde planter har været benyttet tilbage fra de første mennesker på jorden. Naturligvis også de planteædende dyr. Mennesket har fra tidernes morgen måttet prøve sig frem og i det gamle Grækenland og i klostre finder vi de første optegnelser om planters medicinske kunnen - medicinsk, kulinarisk og til kosmetiks brug.
Efterhånden som vi blev flere og flere mennesker på jorden, er vi begyndt at udveksle planter, såvel som så meget andet. Også erfaringerne er blevet udvekslet. Erfaringerne er gået fra mund til mund.

Vi ved i dag at krydderurter som f.eks. Salvie, Rosmarin, Timian og Merian blev brugt i Bibelsk tid som krydderier i madlavningen.
De gamle Ægyptere importerede olier og krydderier fra bl.a. Indien. 2000 år før Kristi fødsel, brugte krydderierne/ planterne til medicin, kosmetik, parfume, farvning af tøj og i madlavningen.

Romernes brug af lægeplanter var kendt verden over, når de på deres togter også havde deres viden om urter med sig. De siges at der således blev indført over 200 arter til f.eks. Storbritannien.
Efter Romerrigets fald, blev det klostre, munkene og nonnerne som bevarede denne viden.
I 1673 anlagde de Engelske Apotekersamfund en urtehave med det formål at udbygge forståelsen for en medicinsk botanik. Også Indianerne havde et stort kendskab til planter.

Det er faktisk først indenfor de sidste 50-60 år man er gået bort fra naturlige lægemidler og har fremstillet medicin syntetisk.
Og dog den dag i dag er nogle af de stærkeste lægemidler fremstillet af lægeplanter.
Hjerte-medicinen som Digitalis er i dag den vigtigste kilde til de hjerteaktive glycosider .
Kurare som bruges i narkosen stammer fra en Indiansk pilegift.
Morfin, som er det stærkeste smertestillende medicin, tages stadig fra Opiumsvalmuen.
Ephedra Sinica = Efedrin kan hindre søvnen i at melde sig.
Det fortælles at Djengis Kahns soldater spiste planten for ikke at falde i søvn – at falde i søvn under vagten, kunne nemt koste et hoved.
Og sådan kan man blive ved, - mange af de stærkeste medicinpræparater stammer fra gammel kendte lægeplanter.

Huden er vort største organ, og har langt bedre af behandling og pleje med plantepræparater end af pleje og behandling med aktivt isolerede kemiske stoffer.
Planter indeholder i tusindvis af aktive stoffer som indbyrdes påvirker hinanden.

P.T. kan vi ikke identificere en bestemt plantes indholdsstoffer til fulde, der vil i fremtiden blive fundet flere og flere af planternes aktive indholdsstoffer.
En plantes virkning kan ikke farmakologisk forklares, men naturens råvarer har ofte færre eller ingen bivirkninger, end når man i laboratoriet isolerer et enkelt planteindholdsstof.
Det kan ofte være svært at skelne imellem ” mad ” og ” medicin ” – eksempel vis citron og løg som både har en medicinsk, kosmetisk og kulinarisk virkning.

Huden spiller en stor rolle for helbredet, huden er vort største organ. Antiseptiske planter bekæmper infektioner, mens blødgørende, sårhelende planter som f.eks. Arnica Montana og Lægekulsukker fremskynder helingsprocessen.

Aktive planteindholdsstoffer :

Alkaloider : er basiske forbindelser, som indeholder et kvælstofatom, og er ofte tilstede i planter som grupper af kemiske stoffer. Deres fysiologiske virkning omfatter f.eks. smertelindrende stoffer, giftstoffer, stoffer som fremkalder hallucinationer og stoffer som virker stimulerende m.m.

Alkoholer : en stor gruppe forbindelser, der ofte findes i flygtige olier. Voks er kombinationer af alkoholer og fedtsyrer.

Antrakinoner : Glykoside forbindelser, som danner farvestoffer og afføringsmidler.

Bitterstoffer : Urter indeholder en lang række stoffer, som har en bitter smag. Nogle er anvendelige til stimulering af appetitten, andre hæmmer betændelse, mens andre igen virker afslappende.

Fenol : En grundlæggende byggesten i mange plantestoffer : der findes mange fenol-forbindelser, som er baseret på denne. En af disse er salicylsyre ( smertestillende mediciner som Kodymagnyl o.lign. indeholder primært salicylsyre ), som dog findes i forbindelse med et sukkerstof, hvorved dannes et bakteriedræbende glycosid.

Flavonoide glycosider : En almindelig gruppe plantestoffer, som har fået navn er deres gule farve. De har en lang række aktive virkninger og omfatter vanddrivende midler, stimulanser for kredsløbet og krampeløsende midler.

Flygtige olier : Disse sammensatte stoffer er kemiske blandinger af kulbrinter og alkoholer. I planten virker de ofte forstærkende på bladenes evne til at tilbageholde fugtighed. De er årsagen til den karakteristiske smag og duft ved mange urter. De kan være bakteriedræbende, svampedræbende eller aromatiske, og nogle menes at kunne hjælpe kroppen med at bekæmpe infektioner.

Glycosider : Disse almindelige plantestoffer består af todelte molekyler, hvoraf den ene del er et sukkerstof. Nogle har stærk virkning på hjertet og kaldes cardio-aktive glycosider, f.eks. fingerbøl, ( digitalis ). Andre virker afførende f.eks. antrakinonerne i Tørstetræ, sennes, rabarber og vrietorn.

Kulhydrater : De mest almindelige plante-kulhydrater er de næringsmæssigt vigtigste sukkerstoffer og stivelser, samt cellulose. Polysakkarider er sukkerstoffer, der i forbindelse med andre kemiske forbindelser, danner forbindelser som pektin og slimstoffer, som virker smørende, beskyttende og afslappende på fordøjelseskanelen.

Kummariner : Glycoside forbindelser, som er årsagen til den duft af ” nyslået hø ”, som findes hos mange græsser.

Saponiner : Disse glycosider danner et sæbeagtigt skum, når de rystes med vand. De kan groft inddeles i to grupper : de steroide saponiner, som synes at kunne efterligne forstadierne til de kvindelige kønshormoner, og de triterpene saponiner, som efterligner binyrebarkhormonet ACTH.

Slimstoffer : Gel-agtige stoffer med molekyler, som består af lange kæder af sukker-enheder. Slimstoffer har en lindrende virkning, når de anvendes på betændt væv, og gelen er anvendelig i visse kosmetiske præparater.

Tanniner : Dette er forbindelser, som ved reaktion med proteiner danner en læderagtig overflade på dyrisk væv ( som ved garvningsprocessen ). De fremmer sårheling og følelsesløshed, mindsker irritation, reducerer betændelsesreaktionen og hæmmer infektioner.